Til inspiration

Forsvarsmurens fald

Forsvarsmurens fald
Dit barnehjerte fandt ingen anden mulighed
End at æde det hele råt
Betale for svigt med den rene kærlighed
Intet blev for dig for småt
 
Alt det der blødte i dig
Og som du ikke selv kunne sige
Fandt en eller anden flugtvej
Noget der kunne berolige
 
Senere blev dit sind så trist
Men stadig var der ingen der så
Senere blev dit blik så vredt
Ingen der kunne forstå
 
Vejen til varme blev lidt længere
Og kløften til kærlighed dyb
Bjerge af distance fik tilhængere
Jorden blev dækket af skygger og kryb
 
Dine forældre så dig ikke helt
Ja, de kom til kort
Inden i dig blev hjertet delt
Og resterne smed du bort
 
Distancens lineal er nu beskåret med en tomme
Ikke mere vil du give
Sandheden har afsagt sine domme
Definitive og måske evasive?
 
Når du nu har været vred og skubbet væk
Mens Jorden cirklede endnu en tur
Beskyttet og gemt hjertet bag en tjørnehæk
Kunne det være tid at se forbi din forsvarsmur?
 
Måske er det tid til næste skridt?
Hvis ikke smerten den skal vandre
Gøre kroppen brugt og slidt
Eller videregives til andre
 
Forbliver du forskanset kan det ske
At det du forsager får liv gennem dig
Og du bliver til det du ikke vil se
For sådan får kærligheden udtrykt sig
 
Kan du åbne døren lidt på klem
Stille skarpt på kærlighedens klæder
Se forbi din fortids problem
Stoppe produktion af traumekæder
 
Gør et forsøg på at tage imod
Selvom der serveres uden bestik
Det er måske ingen gavebod
Og en forældet indpakningsteknik
 
Måske det lykkes at slutte fred
Med det du fik og ikke fik med
Der ligger endnu en mulighed
For at finde kærlighed

Semi-lykke

Semi-lykke

En ny sæson hvor alt kan lykkes
Eller gå galt
Eller bare semi-lykkes
Og det er det værste
 
Semi-lykken får dig til at længes ud og drømme dig væk
Semi-succesen holder dig fast i dit mindreværd
Semi-tilfredsheden med hverdagen maler alting kommune-farvet
Semi-kolon; skal du stoppe eller blive ved?
 
Måske et fortidslevn har sat sig på din skulder
Hvisker i dit øre, skubber dig i ryggen
’Hvad er det egentlig du vil med mit liv?
Skulle du ikke tage at blive til noget, sådan rigtigt?
Du spilder jo din tid med det dér!’
 
Hvem er det der skubber?
Hvem er det der kalder?
Det der skal til, er lidt navlepilleri
Krydsforhør dit indre persongalleri
 
Er det din far der skubber når du presser dig selv
Prøver at gøre ham stolt, vinde hans kærlighed?
Er det din mor, der gjorde dine behov til skamme
Nu længes du altid, men ender med det samme?
 
Er det din skolelærers opgivende blik
Der skaber din uendelige selvkritik?
Er det samfundets stemme, der taler i dit øre
Succes måles i kroner, likes og fyldningsdøre?
 
Så omfavn far, mor, samfundet og din lærer
Stop blomster i deres semi-geværer
Sig at de kan slappe af, for du har det jo godt
Dit liv er ingen Askepot
 
Omfavn din semi-lykke og gør den komplet
Dans med den i din stues ballet
Lad storheden findes i det små og det nære
Træk vejret og begynd at være

Mellemfornøjet

Det mellemfornøjede liv

Mellemfornøjet leverpostej
Trædemølle og kedsomhed
Evigt gråvejr i et pletfyldt sind
Frustrationen ligger som en ulmen i maven
 
Den kunne arbejde sig op til halsen
Og blive til et skrig, eller snarere et brøl
Der flænsede din hud og skræmte dit folk
 
Eller den kunne blive liggende dér
Og ikke gøre synderligt vrøvl
Når du dulmede den med din trang til x
 
Hvor gik det galt?
 
Måske var det da du glemte dit hjerte
Fordi livet jo ikke var i dag men måske i morgen
Og hverdagens praktikaliteter løb om kap med forventningerne til dig
Om at nå til toppen
Af dine prioriteringer
Og behovsvurderinger
 
Måske var det da du glemte kontakten
Eller lod den svinde ind til et minimum
Til personen nær dig i hvert et øjeblik
For det blev for krævende, for besværligt
De gik i forsvar
Og du blev for sårbar
 
Måske var det da du glemte hvorfor du er her
Hvad du ville og hvad du ville give
For ingen virkede særligt interesseret
Og grebet om dit formål blev slapt
Og formålet selv blev tabt
 
Det smerter dig at tænke på
Hvad det var du glemte da farverne forsvandt
Så du undgår
At stille dig det ene spørgsmål
Der får det hele til at værke
Hvad er det jeg ikke vil mærke?
 

Om at give og modtage

Om at give og modtage
Du savner, du længes, du trænger
Efter nærhed, kontakt, opmærksomhed
Du venter, skaber plads og holder øje
Mens du putter dig i en bedstefartrøje
 
Giver et lille pip, gør tegn synes du,
Og vinker med en vognstang
Der sker bare intet
Dit behov er farveprintet
 
I din hals forvandles pipfuglen til en vagtsom hund
Det var ikke meningen, men åbenbart sandt
Det giver et sæt i jer begge, og kontakten udebliver
Minder dukker frem fra dine billedarkiver
 
Du har prøvet det så ofte før
Faktisk er det story of your life
At du ikke bliver set, hørt og holdt
Når hjertet føles halvkoldt
 
Dengang, dengang, dengang og nu
 
Og du har givet, givet og givet
Af dig selv og til tider solgt ud
I håb om at få noget retur
Der kunne fyldes i dit indre fadebur
 
Men nu er det din tur, tænker du
Der må balance i tingene
Så du pipper, venter og knurrer
Og saboterer dit ønske og forpurrer
 
Jovist har du ret til omsorgen
Jovist har du ret til nærhed
Men din ret giver ikke pligt
Til din ven trods alle gamle svigt
 
Pligten har overskredet sin holdbarhed
Den hører en anden tid til
En anden skulle have set dig, hørt dig og holdt
Når dit hjerte føltes så hundekoldt
 
Men behovet er dit og det må du passe på
For det skal nurses, ses og holdes tæt
Tag det på skødet og hvisk i dets øre
Alt det, det længes så meget at høre
 
Af Psykoterapeut Sasja Iza Christensen

Afhængig af “smertestillende”?

Afhængig af "smertestillende"?

Det du bruger mod din nervøsitet
Mod din skam og depressivitet 
Og det du tror er en anormalitet 
Men som fjerner din autenticitet

Er det alkohol, rygning eller stoffer?
 
Det du bruger så du ikke bliver sårbar
Det du bruger som dit foretrukne autosvar
Det du bruger som din længsels kaffebar
Det der får dig til at løbe fra dit ansvar
 
Er det shopping og overforbrug?
 
Det du bruger som cellofan omkring din sjæl
For at værne om din akilleshæl
Afstiver din ryg som en totempæl
Men binder dig som en evig træl
 
Er det arbejde, arbejde og arbejde?
 
Det du bruger for at kunne give slip
På forventninger og familiens juleklip
Du glemmer alt om nærhedsprincip
Og det ender som et egotrip
 
Er det skærm, netflix eller spil?
 
Det du bruger for ikke at føle dig brugt
Når al din kraft ædes og bliver slugt
Når du føler dig som et affaldsprodukt
Men det ender som en virkelighedsflugt
 
Er det sukker eller mad?
 
Det du bruger for at føle dig ovenpå
Stærk og i kontrol, i hvert fald udenpå
Det forvandler musegrå til kongeblå
Men tomhedsfølelsen kommer efterpå
 
Er det sex eller flygtige forhold?
 
Det du tror gør dig levende
Det du tænker er regulerende
Bliver desværre distancerende
Uden du ved det, retraumatiserende
 
Hvad er den smerte du gerne vil stille?
Den der har fulgt dig, siden du var lille
Som igen bedøves af din lykkepille
Trænger kærlighed og kamille
 
Hvad er den smerte du næsten har glemt?
Noget der skete som virkelig var slemt
Måske var det slet ikke dig bestemt
Trænger at blive holdt og kærligt klemt
 
Hvad er den smerte du ikke kan rumme?
Den støj du prøver at forstumme
Som trænger øjne der er opmærksomme
Og arme der vil imødekomme
 
Hold den nært og hold den tæt
Hold den til den bliver træt
Giv den næring, gør den mæt
Vær hos den, til den har grædt

Af Psykoterapeut Sasja Iza Christensen