Meditation og Mindfulness er ikke for alle
Det er måske lidt kontroversielt, men jeg oplever, at det ikke er lige opbyggeligt for alle at meditere, selvom det er selvudviklingens største go-to redskab i disse år.
Har man tendens til angst, eller bærer på indtrængende traumer, kan det stille rum blive for overvældende. Men det kan også være, at man føler sig disconnected, alene og har svært ved at være med sig selv.
Noget af det som meditation og mindfulness kan give, er en indre ro, en klarhed over hvordan du har det, og en større bevidsthed om hvad der er på spil i dig.
Hvis du føler du burde eller gerne ville, men ikke kan holde ud at skulle sidde stille, det føles ubehageligt eller angstfuldt, så er der også andre måder.
– SKRIV! Når jeg har brug for klarhed over hvordan jeg går og har det, så skriver jeg! Det er en måde at lytte indad og få tanker og følelser ud, så man bedre kan skelne hvad der foregår indeni. At skrive uden censur, fordi ingen andre skal læse det, kan være befriende, lettende og skabe stor klarhed. At skrive med en terapeut eller god ven, kan give dig følelsen af ikke at være alene og du kan få en tilbagemelding du kan bruge til noget.
– DANS! Hvis jeg virkelig har brug for at komme ned i kroppen, så bevæger jeg mig spontant til musik. Jeg vælger typisk 3 numre, en blid og blød sang til at komme i gang med, en rytmisk aktiv sang til at give den gas, og et stille nummer til at samle roen og følelserne i kroppen.
– GÅ UD! En tur ud i naturen, hvor du aktivt er bevidst om sanseindtryk, kan bringe dyb ro og forbundethed. At få øje på skønheden i naturen kan bringe dig i kontakt med følelser og længsler, og bringe klarhed.