Mellemfornøjet leverpostej
Trædemølle og kedsomhed
Evigt gråvejr i et pletfyldt sind
Frustrationen ligger som en ulmen i maven
 
Den kunne arbejde sig op til halsen
Og blive til et skrig, eller snarere et brøl
Der flænsede din hud og skræmte dit folk
 
Eller den kunne blive liggende dér
Og ikke gøre synderligt vrøvl
Når du dulmede den med din trang til x
 
Hvor gik det galt?
 
Måske var det da du glemte dit hjerte
Fordi livet jo ikke var i dag men måske i morgen
Og hverdagens praktikaliteter løb om kap med forventningerne til dig
Om at nå til toppen
Af dine prioriteringer
Og behovsvurderinger
 
Måske var det da du glemte kontakten
Eller lod den svinde ind til et minimum
Til personen nær dig i hvert et øjeblik
For det blev for krævende, for besværligt
De gik i forsvar
Og du blev for sårbar
 
Måske var det da du glemte hvorfor du er her
Hvad du ville og hvad du ville give
For ingen virkede særligt interesseret
Og grebet om dit formål blev slapt
Og formålet selv blev tabt
 
Det smerter dig at tænke på
Hvad det var du glemte da farverne forsvandt
Så du undgår
At stille dig det ene spørgsmål
Der får det hele til at værke
Hvad er det jeg ikke vil mærke?