I tvivl?
Har jeg brug for terapi?
Mange har det svært med at skulle bede om hjælp. Det ville være dejligt at kunne klare det alene og føle sig stærk.
At bede om hjælp ER et tegn på styrke! Det er at erkende sin situation, tage ansvar for den og investere tid og penge i at ændre den.
Vi skal klare livet selv ja, men ikke alene. Ingen af os klarer livet alene.
Hvis du er i tvivl om terapi er noget for dig, så se om du finder svar i spørgsmålene herunder, eller bed mig om en uforpligtende forsamtale på 20 min. Det er gratis.
Typiske spørgsmål
Hvordan kan jeg være sikker på, at jeg har fundet en god terapeut?
Du kan gøre to ting: 1. Se på terapeutens CV og se om det er en person der fortsat dygtiggør sig og som har erfaring. 2. Bed om en forsamtale eller skriv med terapeuten, og mærk efter i kroppen om du føler dig mødt og har en generel god fornemmelse. Du skal få noget med dig hjem allerede efter første session.
Hvordan ved jeg om mit problem egner sig til terapi?
Intet er for stort eller småt til at søge om støtte til. Du synes måske at dit problem burde være en bagatel, men den kan rumme nøglen til en større personlig forvandling. Der findes ikke bagateller hos mig. Er du stadig i tvivl, så bed om en forsamtale eller skriv!
Bliver det ikke bare en masse snak, jeg ligeså kunne have med mine venner?
Hvis du føler dig godt hjulpet af dine venner, så brug endelig dem! Hvis din situation stadig ikke ændrer sig, så er der måske brug for en professionel samtale. En psykoterapeut har studeret hvordan den menneskelige psyke fungerer og har trænet sig i måder at tale med og arbejde med mennesker som kan forandre den måde man oplever sig selv, livets udfordringer og andre mennesker. I terapien hos mig taler vi sammen, men jeg kan også finde på at inddrage kroppen, fordi den ofte ligger inde med viden som ikke er nået til vores hoved endnu.
Hvordan føles det at tale med en terapeut?
Mange vil hurtigt opleve en meget stor lettelse, ved at kunne tale med én som virkelig lytter og forstår. Ofte vil det føles som om at man endelig bliver set, mødt og accepteret som det menneske man er, og skammen over ikke at være perfekt vil stille og roligt smelte væk. Samtidig kan det føles smertefuldt, fordi man bliver hjulpet til at mærke noget af alt det, der har været gemt væk. Men til forskel fra tidligere, kan denne smerte nu opleves anderledes befriende, fordi det trygge og professionelle rum er med til at heale den. Tit vil processen sætte gang i nye tanker og der kan være meget at tænke over og bearbejde.
Du kan læse mere om mig og hvordan jeg arbejder her.
Vil du læse mere om forskellen mellem en psykoterapeut, en psykolog og en psykiater, så læs her.