Spørgsmål til Spørg Sasja
Hvordan holder jeg ud at være i min familie?
Jeg er pårørende til to yngre søskende med psykiske problemer. Den ene har bipolar, den anden har borderline og bipolar. Min mor kæmper med sit eget, da hun har en mand der lige er diagnostiseret med demens. Min egen far døde for ca. 7 år siden. Jeg er lige i øjeblikket i en tid, hvor jeg synes det er skide svært, for føler mig faktisk overset og samtidig skyld over at jeg føler mig overset.
Jeg har flere gange brudt kontakten med min mor, men ligenu ser vi hinanden og jeg synes ofte det bliver svært. Jeg synes til dels jeg er ok til at tydeliggøre mine behov og sætte grænser, men når jeg tænker mig om sluger jeg nok langt mere uhensigtsmæssige ting, hvor jeg i virkeligheden skulle have sat en grænse. Tror måske mest af alt jeg får virkelig dårlig samvittighed over at skulle stoppe situationer der tærer på mig, fordi jeg meget føler, jeg skal tage mig af mine søskende. Det føles som om jeg er meget egoistisk.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med min dårlige samvittighed, men samtidig ved jeg ikke hvordan jeg skal holde ud at være i denne familie.
Kh Marie
Svar fra Sasja
Kære Marie,
Tusind tak for at skrive.
Det er altsammen meget forståeligt, det du skriver. Og en ordentlig mundfuld for dig at stå i! At have søskende med alvorlige psykiske problemer, kan være en kæmpe udfordring og det sker meget ofte at den “raske” bliver overset og får sine egne vanskeligheder på baggrund af familiens dynamik. Så hvor er det godt at du søger hjælp nu!
Du har sandsynligvis en lang historie med dig om ikke at blive set og ikke blive mødt i dine behov. Og oveni det får du endda dårlig samvittighed over overhovedet at have behov.
Jeg gætter på at du har været overansvarlig i rigtigt mange år, og din overansvarlighed er selvfølgelig kommet af nødvendighed. Ikke nok med at du har været den ældste og mest velfungerende af jer tre, så har du selvfølgelig set og mærket et behov for at passe på dem. Og på den måde har du så flot udfyldt den plads der var ledig og gjort alt hvad du kunne for at skabe harmoni.
Men samtidig har du nok sørget for ikke at være til “belastning” med dine behov. Og det har engang været et godt valg, for der var måske reelt ikke gode chancer for at få dem opfyldt. Men på lang sigt er det blevet til en livsstrategi som ikke er sund for dig idag.
Du er blevet vant til at ofre dine grænser og behov for de andre, så når den del af dig, der mærker sine behov rører på sig, så føles det helt forkert og skamfuldt.
Så når du føler dårlig samvittighed og er bange for at være egoistisk, så tænk på det som en forældet gammel stemme, som er udtjent nu. Det kommer fra den del af dig som har allermest brug for at blive set og holdt om, og den vigtigste person til at gøre det ligenu, er dig.
Første skridt er altså at du selv anerkender og accepterer de behov du har. Måske kunne det være en øvelse for dig, at du for dig selv giver plads til at mærke hvad det egentlig er du har behov for, og prøver så godt du kan at rumme det.
Kærlig hilsen Sasja
