Tvivlen der ikke vidste, hvor den ville hen

Der var engang en Tvivl som var så ulykkelig, for den vidste hverken ud eller ind, og den ville så gerne vide. Den ville så gerne være sikker. Tvivlen ville så gerne tage det rigtige valg, men da den blev så bange for at tage det forkerte, endte den med ikke at taget noget valg. Den blev stående og græd.

Åh hvilken glæde det ville være at beslutte sig for noget. Den ville aldrig mere være bange og usikker, men for evigt lykkelig og tryg.

Hvis nu den gik til højre, så ville den nok komme til en stor og blomstrende sommereng. Kløver, margueritter og gåseurt. Nelliker, kornblomst og den varme røde valmue. Fuglene ville hilse og haren hoppe forbi. Sommerspjæt og danseben, skønsang og skrål, hvilken frihed og plads! Solen ville altid kaste sine kraftige varme stråler og livet ville bare være en fest!

Men hvad så når vinteren kom? Åh nej, det ville aldrig gå. Blomsterne ville visne og miste deres farver, solen ville blive kølig og distanceret og dér ville man stå, ensom og forladt.

Så hellere gå til venstre, ind i den dybe omfavnende skov. Bygge en hule mellem tætte træer, lægge en seng af mos og en pude af glemte dun. Putte sig og hytte sig og ikke mangle noget. Vinteren kunne bare komme, for hulen kunne ikke visne og der var altid lunt.

Men hvad så når foråret kom? Når lyset begyndte at kalde på alt det der skulle leve? Når sulten efter frisk føde meldte sig og hjertet ville ud? Når kroppen ville danses og stemmen ville røres? Åh nej, det ville aldrig gå. Hulen ville være for trang og dér ville man stå, trist og klemt.

Tvivlen var lige vidt. Den hadede sig selv og dens uvished.

Tvivlen havde hørt at lykken tilhørte de som fandt deres hjertes svar på livets spørgsmål. Og Tvivlen kunne ikke finde noget som helst. Altid var den åben for nye idéer, nysgerrig på hvad livet ellers kunne rumme og aldrig holdt den for altid fast i en beslutning. Og den fik slet ikke øje på at det kunne være kvaliteter.

Derudover havde Tvivlen et timingsproblem. Enten gik det for hurtigt med at vælge en vej, eller også tog det alt for lang tid. Når Tvivlen havde det allersværest med sig selv, ville den hurtigt videre. Den lod nærmest som om den ikke selv fandtes, og valgte en vej uden at se sig ordentligt om og kigge på sit landkort. Det landkort som magisk var gjort af alle tidligere ruter den havde taget, og som kunne give et bud på hvor den ville ende. Landkortet havde dog ikke altid ret, men det var et godt styringsredskab. Fordi det skulle gå så hurtigt, endte Tvivlen en dag i en mørk og klistret sump. En rigtig suppedas faktisk.

Når Tvivlen så i modsatte fald gav sig god tid, kunne den slet ikke løsrive sig fra landkortet og de tidligere erfaringer. Den blev så opsat på at det skulle være det helt rigtige valg og at landkortet ville vise hvilket et det var, at knopperne nåede at springe ud, blomstre og visne for til sidst at gå til grunde, inden den fik taget et valg. Og så var det allerede for sent.

Men så en dag, en frisk forårsdag hvor sol og skyer legede tagfat på himmelen, skete der noget. Tvivlen kiggede op og opdagede at himlen heller ikke kunne beslutte sig for, hvordan vejret skulle være. Og alligevel var det den smukkeste og fineste hvælving at betragte. Alle nuancerne i de hvide og grå skyer mod den klare og håbefulde blå baggrund. Det skiftende skarpe lys, der af og til bragte varme og gav træerne skygge. Og om lidt ville vejret skifte igen. Tvivlen genkendte sig selv på himlen.

Tvivlen plejede at hade sig selv for ikke at kunne tage et valg, og at blive usikker på det, selv når den havde besluttet sig for noget. Men i dette øjeblik opdagede den, at denne vaklen var livfuld, kulørt, spændende og eventyrlig. Tvivlen blev til en mulighed for forandring, et spørgsmål til hjertet, og at spørgsmålet nogle gange var vigtigere end svaret. Når bare den kunne acceptere sig selv.

Den indså at det også var et valg at blive i tvivlen, eller forlade den så hurtigt som muligt. Den indså at den hele tiden traf valg, selv når den ikke troede den gjorde det!

Tvivlen mærkede at den rummede både valget og fravalget i livet, og at det var godt nok. Himlen viste den, at alt er foranderligt og at man kan lægge sit hjerte i det valg man tager. Det vil blive det rigtige valg, så længe det er årstid for det. Når det bliver vinter, kan det blive nødvendigt at tvivle igen, og lægge sit hjerte i et nyt valg.

Kærlig hilsen Sasja

Var dette indlæg en hjælp for dig? Du kan hjælpe andre ved at dele:

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin