At leve som om der findes en dag imorgen

Hun havde været tæt på at dø, fortalte hun mig i den første session. Havde gjort sig klar til at sige farvel til sine to små børn og sin mand. Der var ikke mere de kunne gøre, sagde de.

Men det skete ikke. I stedet genvandt hun flere kræfter. Nu var der gået over 1 år, og hun var stadig i live. Havde det bedre og bedre, men var livet til at stole på?

Det voldsomme sygdomsforløb havde sine følger. Kroppen var ikke den samme længere og der var flere ting hun ikke kunne mere.

Indeni var alting forandret. Men til hvad?

En ny allergi havde udviklet sig. En allergi overfor alt der ikke er ægte, ærligt, oprigtigt og tilstede. Allergi overfor smalltalk, petitesser, glansbillede-image og afstand. Nye værdier havde formet sig.

Populært siges det at vi burde leve hver dag som om vi kunne dø i morgen. Men når det kommer til stykket, er det enormt stress-fyldt at leve som om, hver dag er den sidste dag.

Utrygheden og angsten for at alt kan forsvinde om lidt, gør at man bliver så bange for at ”spilde” tiden. Og det kan blive svært at få øje på de små ting, på pauserne, på de spontane muligheder.

Nogle af os skal øve os på at leve som om der også findes i morgen. Tænk hvis vi kunne stole på, at der er tid til at få det vigtige med. Og at det vigtige også findes mellem to vejrtrækninger, i det uforudsete og det kedelige.

Måske vi kunne prøve at leve som om hver dag var den første? Genopdage verden, farverne, varmen udenpå og indeni, myren og musikken. Genopdage vores kære hver dag og genopdage kærligheden.

 

Lad os leve som om hver dag er den første!